Ninos Pizzeria

 

 

Nino laver de allerbedste pizzaer i Mini Morfi.

Hjælp Nino med at lave pizzaer til kunderne i butikken og lær om tallene og om at tælle.

 

 

 

Matematisk opmærksomhed

I pizzeriaet er der fokus på tælling og tallene fra 1-9 og sammenhængen mellem talord og antal.

Der er også fokus på forskellige former.

Snak f.eks. med barnet om runde, firkantede og trekantede ting.

 

Arbejd med

Tælling af antal elementer

Rækkefølgen af talord

Én til én korrespondance (når man tæller en mængde, må man knytte ét og kun ét talord til hvert objekt)

Kardinaltalsprincippet (det sidste talord, man siger, når man tæller, fortæller, hvor mange objekter der er i alt.)

Princippet om irrelevant ordning (Rækkefølgen man tæller objekter i er lige meget, mængden er den samme)

Tænk den matematiske opmærksomhed ind – både når I forbereder pizzaer og i den efterfølgende leg.

 

Materialer

Farvet karton/filt til pizza ”baggrunden” og farvet filt til de forskellige toppings. Kort (ordrer) med angivelser af hvad der skal på pizzaen.

 

Aktivitet

Lav forskellige toppings sammen med børnene. Klip former ud i filt og tegn evt. mønstre på.

Lav evt. også kortene med ordrer sammen med børnene.

Leg pizzeria med hinanden. Brug ordresedlen og lav den rigtige pizza til kunden.

 

Skabeloner

Der er skabeloner til forskellige ordrer og til toppings.

Her kan I finde skabelonerne: Pizza

 

Når I har lavet pizzaer

Lad børnene tælle hvor mange toppings der er på?

På hvilken pizza er der flest, færrest…? Hvor mange er der i alt?

Snak om formerne på de forskellige toppings.

 

Andre idéer

Lav rigtige pizzaer efter samme princip, som I kan spise efterfølgende 🙂